OB satte Brøndby på plads

Sidste søndag vandt OB 2-1 på udebane mod Horsens i Superligaen, og i onsdags spillede de sig videre til semifinalen i pokalturneringen, da man vandt hjemme på Odense Stadion mod Esbjerg efter straffesparkskonkurrence.

Her til aften havde fynboerne så muligheden for at fuldende den perfekte uge, da Brøndby var modstanderen hjemme på Odense Stadion. Dagens tidligere resultater havde flasket sig perfekt for OB, da Randers tabte 3-0 til SønderjyskE, mens AGF måtte nøjes med 2-2 mod Vendsyssel.

Det var Brøndby, der kom bedst ud til aftenens kamp, og allerede i det første minut kom de frem til en god chance, som Grytebust dog fik reddet ud til hjørne.

Gæsterne sad generelt mest på spillet i kampens indledning, men efter 12 minutter var det dog OB, der kom frem til en stor chance, da Bashkim Kadrii spillede ham fri i feltet, men hans afslutning røg lige forbi mål.

Da stadionuret rundede de 20 minutter, modtog Troels Kløve bolden, og hamrede til den udenfor feltet, men hans afslutning blev reddet ud til hjørne. Det efterfølgende hjørnespark endte hos Oliver Lund, der headede bolden ind i hovedet på Bashkim Kadrii, der flot kunne heade den over Schwäbe, og så var hjemmeholdet foran 1-0,

Kløve spillede generelt en rigtig god kamp for OB, og han var heller ikke færdig med at fyre kanonen af fra distancen. Efter 35 minutter tog han sig en lille dribletur, inden han endte med at afslutte fra kanten af feltet, men den sad dog lige på målmanden.

De 11.166 tilskuere udgjorde en rigtig fed kulisse på Odense Stadion, og de fik også drama for pengene. Der skete dog ikke rigtig så meget mere i 1. halvleg, så de to hold kunne gå til pause med 1-0 til OB.

Ligesom i 1. halvleg var det også gæsterne, der kom bedst ud til 2. halvleg, og indenfor de første 7-8 minutter havde de haft et par gode muligheder med et skud lige forbi stolpen og et hovedstød på overliggeren.

OB kom dog bedre med igen, og 20 minutter inde i anden halvleg kom Bashkim Kadrii frem til en stor chance, hvor han blev spillet fri af Casper Nielsen, men hans afslutning blev reddet ud til hjørne.

Minuttet senere var der dog jackpot for fynboerne, da Ryan Johnson Laursen havde bolden i højresiden, og han smed bolden flot over til Jacob Barrett i venstresiden, der med en flugter lagde den ind bag Schwäbe i Brøndbys mål til 2-0.

Herfra skulle Brøndby selvfølgelig lave en offensiv satsning, og så kunne OB lukrere på det ved at få muligheden på omstillinger, og det gjorde fynboerne også, dog uden at komme frem til de helt store chancer.

Det gjorde gæsterne dog heller ikke, og når de endelig kom ned omkring vores felt, blev de afvist, især af en meget velspillende Jeppe Tverskov.

De sidste minutter af kampen var stemningen helt oppe på kogepunktet, og da RMN-tribunen begyndte på ‘Op at stå’, var det både den ene og den anden langside, der fulgte trop.

Da der manglede et minut af den ordinære spilletid, opfangede Anders K. Jacobsen bolden, men han sløsede lidt foran mål, og i stedet endte den hos indskiftede Nicklas Helenius, og hans afslutning tvang Schwäbe ud i en god redning.

Hvis man kigger på kampens afslutning, kan der nemt argumenteres for, at sejren skulle have været større, men det endte altså med, at OB vandt kampen med 2-0, og de ligger nummer tre i tabellen med to kampe tilbage af grundspillet.

Du vil måske også kunne lide...