Opondo: Blev rørt over min debut

Tidligere på sommeren skiftede Moses Opondo til OB, men han døjede lidt med eftervirkningerne fra en skade, da han kom til klubben.

Derfor kom han ikke på banen i de tre første Superligakampe, men han fik endelig sin debut søndag eftermiddag, da OB var på besøg i Esbjerg, og det er han selv rigtig glad for.

– Det har været længe undervejs, og det er bare sindssygt fedt, også i en kamp som den her. Det var ikke lige den kønneste kamp, men at komme ind i sådan en kamp, der er præget af dueller, og hvor der skal fight til at få de tre point, det er sindssygt fedt.

Da Opondo stod nede ved sidelinjen, og var klar til at løbe på banen, blev han lidt rørt over, at han endelig skulle ud og spille i OB-trøjen.

– Det er klart, at pulsen lige stiger lidt, og man begynder at gøre sig mentalt klar til at gå på banen. Man bliver lidt rørt af, at man endelig får muligheden, og at ens hårde arbejde bliver anerkendt, så han vil bruge mig. Jeg er bare glad for, at jeg kunne komme ind med hårdt arbejde og fight, og gøre mit til at vi kunne få de tre point.

Lige før debutanten var blevet sendt på banen, havde OB bragt sig foran med 1-0, så det var lidt en kamp, hvor der skulle fightes for at forsvare føringen.

– De skal op og se, om de kan gøre noget, så man kan godt mærke, at de kommer med et lidt hårdere tryk. Det var en kamp, der blev lidt ekstra fysisk, i forhold til at de skulle op og jagte noget, men jeg synes, at vi holdt skansen, og vi var stærke defensivt. Det var fedt at komme ind og være med til det.

Det er ikke meget, det fynske publikum endnu har set til Moses Opondo, så derfor får han lige selv lov til at fotælle, hvad han er for en spiller.

– Moses Opondo er en spiller, der godt kan lide at få bolden og drive bolden. Selvfølgelig er der lidt til topformen endnu. I sådan nogle kampe her kan jeg komme ind og tage trykket lidt fra modstandernes pres og drive bolden og holden i den, og få tiden til at gå med det. Selvfølgelig også en aggressiv spiller med noget fysik, der gerne vil fremad.

Du vil måske også kunne lide...