Reserverne delte med FC Nordsjælland

Her til eftermiddag blev der spillet kamp på Bane 2 i Ådalen, da vores reservehold bød FC Nordsjælland op til dans kl. 13.00.

Med på holdet var spillere som Kenneth Emil Petersen, Alexander Ludwig, Rasmus Festersen, Casper Nielsen, Kamil Vacek, Jens Jakob Thomasen, Yao, Mads Frøkjær og Oliver Christensen.

Anførerbindet sad i dag på Jens Jakob Thomasen, mens det hos FC Nordsjælland var Mikkel Rygaard, der havde anførerbindet på.

Der var selvfølgelig også nogle prominente navne ved sidelinjen til dagens kamp, da Jakob Michelsen og Jesper Hansen selvfølgelig var til stede, og det samme var Tommy Møller Nielsen også.

I kampens første 20 minutter var FC Nordsjælland klart mest på bolden, og med deres hurtige spillere virkede det til, at de hele tiden var et skridt foran. Det var dog os, der var kommet frem til de bedste muligheder, uden det dog blev rigtig farligt.

Da der var spillet 21 minutter, kom kampens første scoring så. Gæsterne fik et hjørnespark, og der manglede markering inde i vores felt, og derfor kunne FC Nordsjælland uden problemer heade sig foran med 1-0.

Herfra kom vi endnu mere på hælene, og FC Nordsjælland kom frem til et par rigtig store chancer mere. Først havde de et flot gennemspillet angreb, der havnede hos en ved kanten af det lille felt, der dog sparkede på overliggeren. Lidt senere havde de en flot omstilling, der tog os på sengen efter et hjørnespark, men her leverede Oliver Christensen en rigtig god redning i en 1 mod 1 situation.

Det blev dog ved en føring på 1-0 til gæsterne ved pausen, og det var bestemt ikke ufortjent. Der var ingen, der kunne have sagt noget til det, hvis de havde lavet et mål eller to mere.




I starten af anden halvleg, var det stadig gæsterne, der sad mest på spillet. Vi skulle løbe lidt mere efter bolden, men lige pludselig da uret rundede 56 minutter, blev bolden spillet op på den unge Mikkel Michelsen, og han satte udligningen til 1-1 ind. Det lå slet ikke i kortene, og det var stik imod spil og chancer.

Efter vores scoring var det som om, at det blev en helt anden kamp. Vi overtog styringen lige med det samme, og så var det FC Nordsjælland, der måtte løbe lidt ekstra efter os. Vi kom også frem til et par fine chancer kort tid efter, uden det dog blev til mere.

Det gjorde det god, da der var spillet 83 minutter, da Mads Frøkjær kom fri i venstresiden, og smed bolden indover til Kamil Vacek, der kunne heade den ind til 2-1.

Det så derfor ud til, at vi skulle tage alle tre point, men med tre minutter tilbage fik FC Nordsjælland udlignet til 2-2, som også blev kampens resultat. Alt i alt var det helt fair.



Efter kampen fik vi en snak med Alexander Ludwig.


Du har været fast mand på Superligaholdet det meste af sæsonen, men i dag spiller du for reserverne, hvordan var det?

– Det var en fin oplevelse. Selvfølgelig ser jeg mig hellere spille Superligakampene, men jeg har ikke spillet de to sidste kampe, og så er det da dejlige at få 90 minutter her og slutte med en god følelse. Jeg har det fint med det, men selvfølgelig vil man helst være dem foruden, fordi man spiller i Superligaen.

Hvordan oplevede du kampen?

– Jeg synes, det var en fin kamp. Begge hold spillede fremad, og udfordrede, og spillede med bolden. Nordsjælland lykkedes bedst med deres pres i første halvleg, og de gør det lidt svært for os, selvom vi egentlig har fine muligheder, inden de kommer foran. De har det meste af det, inden de kommer foran, men i anden halvleg, presser vi bedre, og vi spiller os bedre ud af deres pres. Det var nogle flotte angreb, og vi lavede nogle flotte mål. Lidt ærgerligt at den ender 2-2 på baggrund af anden halvleg, men det var en god kamp.

Det virkede som om, de var meget hurtigere end os i første halvleg..

– Ja, de har nogle hurtige spillere, så på den måde kunne de godt virke hurtigere, men vi tabte den måske også nogle dumme steder, som gør, at vi også kan blive fanget lidt mere.

Det virker som om, det bliver en helt anden kamp, da vi scorer til 1-1, er du enig i det?

– Ja, efter vi scorede, sætter vi os totalt på det, og de kan slet ikke komme i pres på os. De får løbet meget efter bolden, og vi får ramt rummet bag deres wingbacks, hvilket giver os et overtag, som udmønter sig i en føring på 2-1 og nogle gode muligheder også.

Hvor irriteret er du over, at de får udlignet til sidst?

– Vi ville selvfølgelig gerne have vundet. Det er et tilfældigt dødboldsmål, som ender med at blive et selvmål. Vi kunne måske have dækket anderledes op, men i og for sig er de voldsomt uheld, at den ender med at gå ind og blive et selvmål, og det kan vi sgu ikke gøre så meget ved. Vi må tage de gode ting med fra anden halvleg i stedet for.

Hvad betyder det for dig at få de 90 minutter i benene?

– Det er kampform. Meter i benene er altid gode. Når jeg spiller på det hold her, skal jeg tage ansvar, især med de unge gutter. Når jeg spiller sådan en kamp her, er der nogle opgaver, jeg skal løfte, og det er fint.

Du vil måske også kunne lide...