Seks svar vi fik mod AaB

Forud for søndagens kamp mod AaB havde vi seks spørgsmål som vi gerne ville have svar på. Vi vandt kampen i Aalborg med 1-0, og herunder kan du læse, hvilke svar vi fik i opgøret.

Kickstarter den seneste sejr vores sæson?

For en uge siden vandt vi hjemmekampen mod Horsens med 4-0, og man kan vel godt sige, at med den seneste sejr over AaB er vores sæson nu blevet kickstartet. Vores spil ser noget bedre ud, end det gjorde i starten af sæsonen, og det er omkring et år siden, vi senest vandt to kampe i træk i Superligaen. Det er en lille stime, vi er inde i, og hvis vi fortsætter den i hjemmekampen mod AGF i den kommende weekend, opnår vi, med tre sejre i træk i Superligaen, noget, som vi ikke har prøvet i omkring to og et halvt år.

Kan vi blive ved med at score?

De fire mål i kampen mod Horsens har ikke været hverdagskost for OB, der i de fleste kampe har produceret en masse chancer, uden dog at score en masse mål. Hvis man kigger på Expected Goals har OB langt fra scoret så mange mål, som de burde. I kampen mod Horsens stod OB dog kun på 0,88 Expected Goals, selvom der stod fire på måltavlen. Derfor var det spændende at se, om fynboerne kunne blive ved med at score i kampen mod AaB. Det kunne vi godt, men det blev dog kun til en enkelt scoring. Det var heldigvis også nok til at vinde kampen, og der er endnu ikke kommet Expected Goals endnu, men OB burde have scoret mere end det ene mål. Bashkim Kadrii kunne i hvert fald have scoret et mål, og det samme burde Mathias Jørgensen måske også have gjort. Så ja, vi fortsatte med at score, men set ud fra vores muligheder, var det ene mål ikke nok.

Får Anders K. længere snor?

Ja, det gjorde han. Anders K. Jacobsen har været uskarp, og han har til tider også set umotiveret ud, både i kamp og træning, men han var igen at finde i startopstillingen mod AaB. Det havde måske været anderledes, hvis Nicklas Helenius ikke havde været syg, men der var dog også andre alternativer. Angriberen spillede endnu engang ikke nogen prangende kamp, og kom ikke frem til det store, og da der var spillet 65 minutter, måtte han da også forlade banen, da Mathias Jørgensen kom på banen. Den unge indskifter kom frem til nogle gode muligheder, som han dog ikke fik scoret på. Kommer Anders K. også til at starte inde i den næste Superligakamp? Muligvis, men sikkert er det dog, at det ikke er hans form, der holder ham i startopstillingen.




Fortsætter den gode stime mod AaB?

Det gjorde den. Inden søndagens kamp, var vi ubesejrede i de seneste seks indbyrdes kampe mod AaB, hvor vi havde sejret i de fire af dem, og den historik blev altså udbygget med endnu en sejr. Det er mere end tre år siden, vi har tabt til AaB, og de fire seneste besøg i Aalborg har givet tre sejre og en uafgjort. Vi har altså godt fat i nordjyderne.

Får Jakob Michelsen en god fødselsdagsgave?

Vores træner, Jakob Michelsen, fyldte 38 år i går, og han kunne derfor fejre sin fødselsdag med en sejr i Aalborg. De tre point var en god gave til ham, og det var ikke kun pointene, han kunne tage med sig hjem. Det var også en god disciplineret indsats, hvor vi formåede at holde AaB væk fra de store chancer, mens vi selv kom frem til nogle gode omstillinger. Casper Nielsen lavede et rigtig flot mål, som ikke skulle have været det eneste. Alt i alt må det have været en god fødselsdag for træneren.

Er top 6 helt væk?

Det korte svar er nej. Med seks point i de seneste to kampe er vi nu placeret på 10. pladsen, hvor vi har 12 point. Oprykkerne fra Esbjerg ligger på den vigtige 6. plads, der giver adgang til mesterskabsspillet, og vi har kun tre point derop nu. I den kommende runde spiller vi hjemme mod AGF, der ligger nummer fire med 16 point, så med en sejr over dem, kan vi altså også komme indenfor et enkelt points afstand til dem. Tager man et kig på formbarometeret efter de seneste fem kampe, så er vi nummer to efter FC Midtjylland. Den dårlige sæsonstart koster stadig for os, men vi har fået rettet op på nogle ting, og kan vi fortsætte den her stime lidt endnu, så er top 6 bestemt stadig indenfor rækkevidde.

 

Du vil måske også kunne lide...