Seks ting vi får svar på mod AaB

Siden Superligaen blev lavet, er AaB det hold, sammen med Brøndby, OB har spillet mod flest gange. Det er blevet til 80 indbyrdes opgør indtil videre, og her har OB vundet 22, mens 29 er tabt, og 29 er spillet uafgjort. Det er derfor lidt af et traditionsopgør, der bliver fløjtet i gang søndag eftermiddag kl. 16.00 i Aalborg, og der er nogle spørgsmål, vi skal have svar på.

Kickstarter den seneste sejr vores sæson?

OB fik en forfærdelig start på sæsonen, hvor der efter de første seks spillerunder kun var kommet to point på pointtavlen. I syvende spillerunde kom så den forløsende sejr på udebane mod Vejle, hvor man så troede, at det kunne være medvirkende til at starte en stime af sejre. Det gjorde den dog ikke rigtig, da sejren efterfølgende blev fulgt op af uafgjort hjemme mod FC Nordsjælland og et nederlag på udebane mod Esbjerg. Senest vandt OB dog 4-0 hjemme mod Horsens, og så kan man jo håbe, at lige netop den sejr kan være med til at kickstarte sæsonen.

Kan vi blive ved med at score?

Selvom OB indtil videre i sæsonen har et snit på 1.3 mål pr kamp, selvfølgelig godt hjulpet på vej af den seneste sejr over Horsens, så har der været meget snak om, at man har været uskarpe foran målet. Vi har produceret en masse chancer, der ikke er blevet omsat til mål, hvilket man også kan se, hvis man kigger på Expected Goals. Ifølge den statistik burde vi have scoret flere mål, end vi har gjort i størstedelen af vores kampe. I kampen mod Horsens vandt vi dog over den statistik. Her scorede vi som bekendt fire kasser, men ifølge Expected Goals lå vi kun på 0,88 mål. Før scorede vi altså alt for lidt i forhold til, hvad vi producerede chancer til, og i kampen mod Horsens scorede vi meget mere, end vi producerede chancer til. Lad os bare fortsætte med det.

Får Anders K. længere snor?

Anders K. Jacobsen har været med fra start i ni af de første ti kampe i sæsonen, mens han blev skiftet ind i den sidste, og han har indtil videre kun scoret et enkelt mål på mere end 750 minutters spilletid. Det er ikke meget for en angriber, og på det seneste har han lignet en, der ikke har meget selvtillid og tro på tingene. Han spillede også en reserveholdskamp mod Brøndby, hvor han heller ikke kom på måltavlen. Måske ville han have godt af en tur på bænken, men er det i dag, han kommer det? Nicklas Helenius er vel nok det bedste alternativ, men han har været ramt af lidt sygdom, så det er lidt tvivlsomt, hvilken rolle han kommer til at spille i kampen. Unge Mathias Jørgensen kunne også komme i spil fra start, mens Rasmus Festersen også er udtaget til truppen.




Fortsætter den gode stime mod AaB?

Det kan godt være, at AaB har vundet flere kampe end os i de indbyrdes kampe samlet set, men på det seneste har vi altså haft rigtig godt fat i nordjyderne. Vi har ikke tabt til dem i Superligaen i mere end tre år, hvilket er de seneste seks indbyrdes kampe. I de seks kampe er det blevet til fire sejre og to uafgjorte, og en målscore på 12-4. I Aalborg har vi vundet to og spillet en uafgjort de sidste tre gange, vi har været på besøg.

Får Jakob Michelsen en god fødselsdagsgave?

Jakob Michelsen bruger hans 38 års fødselsdag i Aalborg her til eftermiddag. Spørgsmålet er, om det bliver en god eller en kedelig gave, han får med sig hjem. Da han stod i spidsen for SønderjyskE, spillede de mod AaB fem gange, og her blev det til to sejre, to nederlag og en enkelt uafgjort.

Er top 6 helt væk?

Lige nu virker det lidt som utopi at snakke om OB og top seks, men det er trods alt ikke et helt umuligt scenarie, hvis der er nogle resultater, der kommer til at flaske sig. Først og fremmest kræver det jo selvfølgelig, at der bliver sat nogle fynske sejre sammen. Inden kampen mod Horsens snakkede man om, at et nederlag ville betyde, at man i hvert fald ikke kunne nå top seks, og det samme kan man måske sige i dag? Omvendt ville en sejr i Aalborg jo gøre underværker, da man så ville være oppe på 12 point, og Esbjerg der i skrivende stund ligger nummer seks har 14 point. Der er selvfølgelig nogle hold mellem os og dem, der også kan øge deres pointantal i dag, men med en sejr mod AaB så er top seks ikke urealistisk, omend det ikke bliver nogen nem opgave.




 

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...