Stribede Legender – Michael Hemmingsen

Michael Hemmingsen spillede 410 kampe for OB, og ‘Generalen’ har bl.a. været med til triumfen mod Real Madrid, og så har han vundet pokalturneringen tre gange.

Hans meritter for klubben betyder selvfølgelig, at han er oplagt til vores ‘Stribede Legender’, og vi har derfor haft en god snak med vores tidligere anfører.


Du kommer til OB i 1992. Hvad var grunden til det skifte?

– Jeg spillede ude i B1909, og jeg var kommet ud til dem, da der var lidt mere konkurrence mellem de to klubber. Der var noget med, om man skulle fusionere de to klubber og lave Odense United, men da det ikke blev til noget, kontaktede OB mig, og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme til OB, og det kunne jeg, så det var fint. Det kommer sig af, at B1909 ikke kunne blive en del af det der Odense United, som de arbejdede på, så derfor endte jeg her.

Hvordan så man på det skifte dengang?

– Der var lidt med noget lokalfight, i forhold til når man tog fra 9’erne til en klub som OB. Man var Judas og en forræder, men det var kun kort tid, og så går det i sig selv igen. Så er det bare fodbold.

Kim Brink stod i spidsen for holdet, da du blev hentet til. Hvordan oplevede du ham som træner?

– Han var rigtig dygtig. Han var revolutionerende i min fodboldverden, for han krævede så meget af os. Han krævede, både rent fysisk og mentalt, meget af os. Man skulle vitterligt grave dybt, og man skulle vitterligt være på. Man skulle have ambitioner og passion for det, man lavede. Det virkede også, og det gjorde, at man højnede sit niveau, og man blev bedre og bedre. Derfor havde han for mit vedkommende en stor betydning for, hvordan og hvorledes jeg ligesom kom afsted. Jeg var rigtig glad for ham som træner, men det var rigtig hårdt.

Du får debut for OB i marts 1993, og et par måneder senere står du i en pokalfinale. Det kan vel godt betegnes som en god start i klubben?

– Ja, det er en rigtig god start. Det er der mange, der gerne vil have. Jeg tror lige, man skulle lande, der var en masse nye spillere, der kom til, og der var en del uroligheder i forhold til projektet med Odense United, så det var en lidt hård tid. Men vi kommer alligevel i pokalfinalen, så det var bestemt en god start.

Vi vinder 2-0 over AaB i pokalfinalen, hvordan husker du den kamp?

– Jeg husker det egentlig som en meget lige kamp. Den var meget fysisk og varm, det var godt vejr. Lars Elstrup er med, jeg tror, det er en af hans sidste kampe for os. Vi vinder stærkt, jeg tror faktisk, vi får et rødt kort til sidst. Det var spændende, og for mig var det noget ekstra, i og med jeg var kommet fra B1909, og så lige pludselig står i en finale, så det var fint.

Hvordan var det så at få pokalen?

– Det var super. Nu har jeg prøvet det både som spiller og træner, og det er en lige stor fornøjelse hver eneste gang. Det er dejligt at få trofæer hjem til Odense. Når man kører hjem ovre fra København, er det en bedre tur, når man har noget med hjem.




I 1993/1994 bliver vi nummer fire i Superligaen, og sikrer os adgang til europæisk fodbold. Havde du en følelse af, at vi havde holdet til at nå langt?

– Det havde jeg jo. Vi var i hvert fald i rigtig god form. Vi kunne vitterligt spille, og vi kunne virkelig gøre det godt rent fysisk, så som hold var vi stærke, fordi vi kunne byde ind med en masse kræfter. Vores hold var sat godt sammen, og så kommer det hen ad vejen, når man vinder en kamp i Europa, og så kommer den næste og den næste, så man kommer ind i en bølge. Så ender det jo også rigtig godt i 1994, må man sige. Jeg synes, vi havde et godt hold.

Vi møder Flora Tallinn og Linfield i de første to runder, hvor vi vinder meget sikkert. Hvordan husker du de to kampe?

– Vi spiller hjemme først mod Tallinn, og så tager vi derned, og spiller en stille og rolig kamp. Der vandt vi temmelig sikkert. Så tager vi til Linfield, og det er en hård kamp rent fysisk, kan jeg huske, men der kommer vi også videre. Jeg kan huske, at den i Linfield var hård.

I næste runde er modstanderen Kaiserslautern, hvor vi spiller 1-1 ude og 0-0 hjemme. Hvordan var de kampe?

– Det var en rigtig hård kamp. Jeg tror, Brehme var med, de havde et rigtig godt hold. Vi får så scoret på udebane, og qua at vi er så fysisk godt med, så kan vi holde det på hjemmebane. Vi spiller rigtig godt på hjemmebane, det var en rigtig professionel 0-0’er.

Blev du overrasket over, at vi gik videre der?

– Ja, det gjorde jeg. Men som sagt var det jo med til, at bølgen blev højere og højere, og at vi kunne forblive på den, så det var fint.

I 3. runde af UEFA Cuppen blev modstanderen Real Madrid. Hvad snakkede i om på holdet efter den lodtrækning?

– Der blev jo snakket om, at det var det hold, man helst ville møde, når vi var kommet så langt. Vi havde en meget god tro på tingene på holdet og i klubben, så vi ville jo bare gerne lave et godt resultat. Vi spiller på hjemmebane, og taber 3-2. Vi spiller egentlig en god kamp, men de får så scoret, fordi de er så dygtige, og har så dygtige spillere. Så tager vi afsted, og vil gerne give den gas og lave et godt resultat, og så forløber kampen sig, som den gør, og det ender så med, at vi står med 2-0, og går videre. Den har jo betydet meget for OB’s historie, og har bidraget til, at vi kan være med i Europa, og kan lave nogle fine resultater.

Da vi tabte den første kamp med 3-2 på Odense Stadion, troede du så, det var slut?

– Ja. Der var vidst et par stykker, der havde oddset på, at vi ville vinde 2-0, men jeg tror, at sidst OB havde været der, havde de tabt 6-0. Men igen så gjorde vi det fordi, at vi var så godt trænede og i så god form, at vi i hvert fald kunne være med, og så måtte man jo så se, om tilfældighederne røg over på vores side, og det gjorde de jo.

Returkampen i Madrid er ren historie. Hvor stort var det egentlig at være en del af den sejr?

– For andre er det svært at forstå. Vi har været med til det nok bedste resultat i dansk klubfodbold. Det er sgu da meget fedt at have været med til, og så er det fedt nok at have haft min bror med til. Det er klart, at det var rigtig fint at være med.

Hvad var det, vi gjorde så godt i Madrid?

– Det var, at vi var med rent fysisk. Så havde vi også en udmærket målmand, og det er vidst også meget godt, at vi havde det. Alle spillere gjorde, hvad de kunne, på det højeste niveau de nu havde at bidrage med, og så ender det så sådan.

Frem til 1996 spiller du en del kampe med din bror, Carsten. Var det en speciel oplevelse?

– Ja, det var fandme en fin periode, vi havde der. Det er måske ikke noget, andre kan sætte sig ind i, men det er meget godt. Vi kunne tale om tingene, og vi kunne bo på samme værelse på hotellet, når vi var ude at rejse. Vi havde et tæt forhold, og har det stadigvæk. Man kommer tættere på hinanden, og man kan støtte og vejlede. Det var rigtig fint at have ham der.

I 1997 kommer der lidt kulør på truppen, da Mwape Miti og Andrew Tembo bliver hentet til klubben. Hvordan oplevede du de to?

– Det kan man næsten fornemme på tilskuere og supportere, og alt hvad der er omkring byen. De var her jo en del år, og var rigtig dygtige spillere. Roald Poulsen havde set rigtigt, at de kunne bidrage med noget. De var rigtig dygtige, så det var en fin periode. Det var et par fine fyre, og de var gode til at blive en del af det her. De var med til at sætte noget humør på, det var to personligheder.

1997/1998-sæsonen var ikke nogen god oplevelse, da vi sluttede sidst, og rykkede ned. Hvordan var det at være en del af det?

– Det er jo noget værre lort. Vi havde faktisk et meget godt hold, så det var et år, hvor det bare gik i den forkerte retning, lige meget hvad vi gjorde. Det var hårdt og svært at få tingene til at virke igen og komme så hurtigt op igen, selvom man sagde, at det gør man bare, men det gør man bare ikke. Det var hårdt arbejde at komme tilbage igen.

Når klubber rykker ned i dag, står spillere nærmest i kø for at komme væk. Hvorfor valgte du at blive i 1. division?

– Det handlede også lidt om, om man kunne få lov at skift, og de muligheder der var, de var gode nok, og det kan man sige, at omstændighederne var, at man havde snakket med klubben om, hvem der skulle blive, og hvem der ikke skulle blive, og så endte det bare ud med, at det passede godt ind til mig. Rent privat passede det også godt. Så måtte vi jo grave dybt og arbejde stenhårdt på at komme tilbage igen, og det gjorde vi jo så.

Holdet forblev nærmest intakt i 1. division. Var det noget, man havde snakket om i truppen?

– Nej, man håbede jo på, at man kunne opretholde det niveau, og så måske komme ud fra en sommerpause, hvor man havde fået det lidt på afstand, og så møde op og være motiveret for at komme tilbage i Superligaen. Det kunne vi så, og det var fint, at klubben havde muligheder for at kunne gøre det, for rent økonomisk var det også en stor udfordring.

Vi rykker op i Superligaen igen i første forsøg. Var det undervejs i sæsonen svært at motivere sig til at spille på nogle af de små kedelige stadions?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke, det var. Det var jo noget andet, og vi kom ind i det med fokus på, at vi skulle op igen. Det stod lysende klart for os, hvad vi skulle, så det er mange gange nemmere, når man ved, hvad man skal, og der ikke er nogle slinger i valsen. Når man er en del af det, så er det bare at give den gas.

Et par år efter vores tilbagevenden til Superligaen, vinder vi pokalturneringen i 2002 efter finalesejr over FCK. Hvordan oplevede du den finale?

– Det er en af de tre finaler, jeg har været i, og jeg har vundet alle tre. Det var altid nogle sjove kampe mod FCK, og det er især sjovt, når det er på deres hjemmebane. De der pokalfinaler skiller sig selvfølgelig ud, også fordi det er en god dag. Man kommer her fra Odense, og man fylder stadion. Det er også meget rart, når man vinder.

Det var anden gang, du vandt pokalturneringen, hvordan vægtede du den i forhold til første gang?

– Det er det samme. Det tæller det samme. Det er jo det, fodbold handler om, at vinde noget. Det betyder noget for klubben og historikken, men det er det samme, når man først står der, og har vundet.



I 2003/2004-sæsonen sluttede vi som nummer fire i Superligaen. Fra den sæson husker mange nok dit brændte straffespark i en kamp mod Esbjerg i slutningen af sæsonen, hvor længe efter sad det straffespark fast i hovedet på dig?

– Det var rimelig hurtigt ude af hovedet igen, det kan vi ikke bruge krudt på jo. Det er nok ikke det eneste straffespark, jeg har brændt, tror jeg. Det er jo sådan, det er. Når du stiller dig frem, og skal sparke, så kan du også misse. Det er ikke noget, jeg ligger søvnløs om natten over.

I 2004 spiller du din sidste kamp for OB. Det blev i alt til 410 kampe, havde du regnet med det, da du startede i klubben?

– Nej, det havde jeg vel ikke. Man håber jo at blive en del af det, og så håber man selvfølgelig på, at man kan være med på den rejse, som der nu en gang er startet ud. Om det lige blev 400, 300, 200 eller 500 kampe, det havde jeg egentlig ikke nogen tanker om. Det var fint, det var så meget, og det er mange oplevelser i de kampe.

Du blev også anfører på et tidspunkt, hvor stort var det for dig?

– Jeg ved ikke, hvor stort det er, det er jo bare en rolle, man får tildelt, som man skal løse. Man prøver på at fylde den ud på bedst mulige måde, og det passede mig fint at tage over efter Lars Høgh. For mig personligt er det ikke sådan, at jeg går efter at skulle være det, men jeg vil gerne være det, hvis der er brug for det. Det er mere det, at hvis det hele passer sammen, så tager man en tørn. Det var en god oplevelse at være med omkring det på den måde også.

I din tid  i klubben har du spillet under trænere som Kim Brink, Viggo Jensen, Roald Poulsen, Jens Plambech, Torben Storm, Troels Bech og Uffe Pedersen. Hvem var den bedste?

– Den er lidt hård at skulle svare på. Kim har et eller andet sted markeret sig bedst hos mig, fordi der kom jeg fra B1909, og startede det hele op. Vi lavede nogle rigtig gode resultater, og jeg udviklede mig rigtig godt. På hver deres område er det rigtig gode trænere, så det er ikke et spørgsmål om, om de er gode trænere, det er mere et spørgsmål om, hvad jeg har haft af oplevelser gennem tiden, og der var det i hvert fald en god periode under Kim, og jeg udviklede mig meget.

Da Bruce Rioch blev træner for OB i 2005, blev du assistent. Hvorfor valgte du at gå trænervejen?

– Det var planlagt. Det var noget, jeg havde gået og forberedt mig på, og det var noget, jeg synes, var vigtigt for mig selv. Det kunne løses på den måde, og det var jeg glad for. Jeg havde en rigtig god tid sammen med Bruce Rioch, og vi havde faktisk en rigtig god tid, hvor vi lavede nogle rigtig gode resultater i en svær periode. Det var en rigtig god periode.

Bruce kom med den britiske tilgang til tingene, hvordan oplevede du ham som træner?

– Det var den der managerrolle, hvor man kan sige, at det var nyt for dansk fodbold og OB, men det gik rigtig godt i spænd med de spillere, der var der. Han var rigtig god til at motivere og mandskabsbehandle og på den måde få folk til at trække i den samme retning. Jeg lærte rigtig meget af ham i forhold til det. Det var et rigtig godt samarbejde, det klikkede bare. Det lægger som regel til grund for noget, man synes, der er godt, og jeg lærte vitterligt meget af ham.

– Han havde stor erfaring, og havde også selv været spiller. Det var mere den der managerrolle med en distance til spillerne, men alligevel havde han en utrolig indlevelsesevne i forhold til, hvordan man får det bedste ud af spillerne, så jeg lærte rigtig meget.

Da Bruce stopper i 2007, overtager du cheftrænerjobbet. Havde du nogle betænkeligheder ved det?

– Næh, det havde jeg egentlig ikke. Jeg synes, vi havde et godt hold, og det var spændende, og det var i bund og grund det, assistenttrænere oftest selv sigter efter, at komme i den position, så for mig var det ikke på nogen måde svært at beslutte mig om det. Det var fint, at vi kunne gøre det.

Ville du køre det videre, som Bruce havde startet, eller ville du køre din egen stil?

– Vi havde arbejdet på at opbygge noget, som man så skulle køre videre, og der sætter man sit eget præg på det, men det er klart, at han havde stor indflydelse på hvordan og hvorledes, spillerne arbejdede sammen, så det var fint, at vi kunne fortsætte på det stadie, hvor vi var. Vi ærgrede os selvfølgelig over, at han ikke var her længere, men så spiller man fodboldkampe igen, og så går tiden, og så er det dét.

Kort tid efter står du i din tredje pokalfinale, denne gang som træner. Hvordan var det at stå på den anden side af kridtstregen?

– Der er stor forskel på at stå der som træner og spiller. Det var lige så stor en oplevelse, og lige så stor tilfredshed og glæde over, at man igen kunne slå FCK, som havde et rigtig godt hold. Som spiller er man med for at vinde titler, og det samme gælder for træneren, så det var rimelig hurtigt, jeg fik en titel, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Er der forskel på at vinde pokalen som træner og spiller?

– Ja, det er der. Der er klart forskel. Man kan ikke rigtig præge det på samme måde, og man er på distance af det hele, hvor man bare kan håbe på, at de løser opgaven. Man er lidt på afstand, men man er en del af det alligevel. Det var en stor tilfredshed at slå FCK i pokalfinalen som træner også.

Efter den sæson bliver Lars Olsen ansat som træner. Er du skuffet over, du ikke fik lov til at fortsætte?

– Nej, for det var planlagt. Jeg skulle fortsætte som assistent, så for mig var det helt fint. Det var en opgave, der bare skulle løses, og for mig passede det fint.

Når du tænker tilbage på din tid i OB, er der så nogle oplevelser, du særligt vil fremhæve?

– Resultatmæssigt er det jo dem, vi lige har snakket om, og så de perioder, der har været. Det har jo også været, at jeg kunne spille i en fodboldklub, som jeg har haft noget med at gøre. Lige siden jeg var barn på den ene eller den anden måde. Derfor skal man huske at nyde det, når man er i det. Vi er jo færdige, når vi er færdige, og så er der nye, der kommer til. Det har været en kæmpe fornøjelse, og er det stadig, at have relationer til OB.

Hvor meget følger du OB i dag?

– Jeg følger dem rigtig meget. Jeg kommer på Stadion, når jeg har tid, og har mulighed for det. Jeg har haft nogle sønner, som også har spillet for OB, så jeg har gennem tiden fulgt med, og jeg følger rigtig meget med. Jeg er også ambassadør.


Sidst men ikke mindst bad vi Michael Hemmingsen om at stille det bedste hold ud af spillere, han selv har spillet sammen med, selvfølgelig med ham selv i det centrale forsvar, og det kom der dette hold ud af:

 

Du vil måske også kunne lide...