Tak for kampen, Kent.

Det kom lidt som en overraskelse for mig, at OB i dag valgte at fyre Kent Nielsen. Man kan selvfølgelig sige, at resultaterne ikke har været til andet, hvis man kigger på, at målsætningen ikke er blevet indfriet de to seneste sæsoner, men jeg synes, at timingen er lidt mærkelig.

Hvis den eneste grund til fyringen er, at målsætningen ikke er blevet indfriet, så kunne man have valgt at fyre ham efter grundspillet, da der skulle gå virkelig meget galt, hvis man ikke skulle klare skærene i Superligaen. Det gjorde man dog ikke, og så kunne man have valgt at trykke på knappen umiddelbart efter nederlaget til AGF i sæsonens sidste kamp, men man har simpelthen valgt at lade Kent styre træningen i en uge, hvor der ikke har været noget at træne for, inden man fyrede ham. Nu skal John Bredal, som bekendt også skal væk, stå for træningen i den sidste uge inden ferien.

Meget kan siges om fyringen, om man er enig i beslutningen eller ej, jeg synes bare, timingen er lidt mærkelig. Her skal jeg ikke deltage i debatten omkring beslutningen, og om det er godt eller skidt. 

På det seneste har man nogle gange skulle høre på, at Kent Nielsen var kedelig, og at han ikke har været guf for medierne som andre trænere. Det er dog ikke den følelse, vi har haft.

Vi skal ikke sammenligne os selv med andre medier, men  det ‘samarbejde’, hvis man kan kalde det dét, vi har haft med Kent Nielsen, har virket upåklageligt. Vi har haft rigtig mange gode snakke med Kent. Både på kontoret og ved banden på Bane 1. 
Nogle af dem kom der interviews ud af, mens andre ikke blev til andet end god snik snak.

Kent har aldrig sagt nej, når vi har spurgt ham om noget. Heller ikke hvis vi have ‘lov’ til at bruge et par spillere til noget, som de ikke havde behøvet at sige ja til.

Min fornemmelse er, at både spilere og stab har været glad for at arbejde sammen med Kent. De har haft stor respekt for ham, men han har andelig også haft respekt for dem og det arbejde, de har lavet. 

Kent var heller ikke for fin til at snakke med dem, der kom og så træningen. Han havde kæmpe respekt for ‘Klogeklubben’, der har deres faste plads i Ådalen, når der bliver trænet, og han lyttede altid interesseret i, hvad de havde af meninger og holdninger.

Han har været en vellidt mand i Ådalen, og på det menneskelige plan har han været rigtig god for klubben. Nu er det sådan, at Kent modtog fyresedlen mandag morgen, og forlod Ådalen kort efter. Der blev sagt farvel til en top professionel træner og et helt fantastisk menneske. Det endte desværre ikke i den succes, man havde håbet på.

Tak for kampen, Kent.

Du vil måske også kunne lide...