Træning 21. november

Til dagens træning var vinteren for alvor indtruffet i Ådalen, hvilket kunne ses ved, at Jeppe Tverskov havde fået de lange skiunderbukser inde under shortsene. Kamil Vacek træner dog stadig i korte bukser, som den eneste.

Sten Grytebust og Mathias Jørgensen var i dag tilbage fra deres respektive landsholdsopgaver, mens Sayouba Mandé, Mathias Greve, Janus Drachmann og Ramon Leeuwin heller ikke trænede med holdkammeraterne i dag, men nu er der en fridag torsdag, og så er der heldigvis et par dage mere inden kampen, hvor de kan nå at blive klar.

Drachmann kom dog ud, og lavede nogle øvelser med fysioterapeuten, men trænede ikke med bold. Ryan Johnson Laursen trænede en lille periode for sig selv, men udover det trænede han fuldt ud med holdkammeraterne.

Træningen startede med lidt løb sammen med Janus Blond, og derefter blev de delt op i tre grupper med syv i hver, hvor der blev spillet 5 mod 2. I denne øvelse viste Jeppe Tverskov flere prøver på, at han faktisk har en ret god teknik, og generelt er det altid en fornøjelse at opleve ham til træning. Der er god lyd på ham, han har et fantastisk overblik, han er rolig på bolden, og han viser det til træning hver dag.




Efter det blev alle spillerne delt op i to hold, og så blev der spillet firkant, med fire spillere som ‘bander’, én på hver side, og her var der god intensitet på, som der plejer at være, men Henrik Hansen savnede dog på et tidspunkt, at der kom lidt mere lyd på.

Efterfølgende blev spillerne delt op i to nye grupper. Den ene gruppe var de spillere, der ser ud til at være i spil til kampen mod FC Nordsjælland på søndag, og den anden gruppe var de spillere, der ikke ser ud til at komme i kamp, i hvert fald fra start. Dem der ser ud til at spille en rolle på søndag, lavede noget taktisk træning, mens resten spillede noget småspil, som Janus Blond stod for.

Bagefter blev begge hold sat op på stor bane, og der blev øvet angreb fra ‘reserveholdet’. Her skulle ‘førsteholdet’ så forsøge at erobre bolden og lave kontraangreb, og så snart der ikke længere var mulighed for noget, startede ‘reserverne’ forfra nede fra Oliver Christensen. Julius Eskesen var ikke så tilfreds med sig selv i denne øvelse, da han flere gange brød ud i et ‘Hold nu kæft, hvor er det dårligt!’, når han mistede bolden.

Til slut var der frit spil i et kvarter, inden træningen sluttede, og spillerne gik ind. Der blev skiftet lidt på holdene, så man kunne ikke rigtig danne sig et endeligt billede over, hvem der ser ud til at spille på søndag.



14 Replies to “Træning 21. november”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *