Træning tirsdag den 24. april

Dagens formiddagstræning i Ådalen var ikke den mest intense, der har været set dernede i dette forår. Reserveholdet havde været i Helsingør i går, hvor de tabte med 2-1, så dem der havde spillet der, blev skånet lidt.

Det var John Bredal og Janus Blond, der stod for træningen, vi så kun lige Kent Nielsen en enkelt gang, da han lige var fremme ved døråbningen for at kigge ud, og så gik han igen.

Fraværende ved dagens træning var Anders K. Jacobsen, Julius Eskesen og Mohamed Fellah. AK snakkede vi dog kort med efter træningen, og han havde ondt i sin ankel, men det var ikke noget alvorligt, sagde han. Hvorfor Fellah og Eskesen ikke var med, fandt vi ikke ud af.

Der var også besøg af Yao Dieudonne, der er udlejet til Vendsyssel. Han er småskadet, og skulle derfor have lidt ‘omsorg’, som Kent sagde. Han lavede lidt løb med fysioterapeuten, men det var ikke ret længe.

Træningen startede med lidt løb rundt om banen, og så blev spillerne delt op i to grupper. Bredal og Blond tog en gruppe hver, og så lavede de nogle afleveringsøvelser. De byttede undervejs, så begge grupper prøvede begge øvelser.

Efterfølgende gik dem, der spillede for reserverne i går, for sig selv, og luntede lidt rundt om banen, mens de andre lavede noget dødboldstræning med Bredal. Thomas Mikkelsen, der stod for rerveholdet i går, gik fra banen efter ca. 50 minutter, så havde han gjort, hvad han skulle i dag.

Mens dem der spillede i går, stod, og spillede noget firkant, begyndte resten at spille noget intervalspil på to mål. Her viste Nicklas Helenius flere gange, at han er rigtig skarp lige for tiden. Der var en periode, hvor han nærmest scorede på alt, hvad han kom i nærheden af.

Da træningen var slut, var der lige 5-6 stykker, der fik æren af lidt ekstra løb sammen med Janus Blond, og så var det slut efter ca. en time og et kvarter. 

Træningen blev afviklet uden den store intensitet, men jeg tænker, det var nøje planlagt, når der havde været reserveholdskamp i går, og der skulle også være styrketræning kl. 14.

Du vil måske også kunne lide...