Træningsrapport: 6. februar

I sidste uge var spillerne på træningslejr i Spanien, og eftermiddagens træning var deres første, efter de kom hjem. Det var ikke dem alle, der var lige tilfredse med, at træningen foregik i lidt snevejr, når nu de havde været vant til temperaturerne i Spanien.

Stort set hele truppen var samlet, den eneste der manglede, var Pereira, der har været hjemme i Portugal, og er strandet i Madrid pga. sne. Han skulle være tilbage igen i morgen.

Der var dog et nyt ansigt til dagens træning, da den engelske midtbanespiller, Ross Jenkins, skal træne med i Ådalen i de kommende dage. Han har senest spillet i den norske klub, Viking, men hans kontrakt udløb ved årsskiftet, og han kan derfor frit finde sig en ny klub nu, selvom transfervinduet er lukket.

Til dagens træning virkede han lidt anonym. Det var lidt som om, at han gerne ville hurtigt af med bolden, når han fik den, og han fik ikke gjort det store væsen af sig, da der var spil til to mål. Det var selvfølgelig også den første træning, han var med til, og det kan da nå at ændre sig.

Tidligere har det været sådan, at der ikke altid har været muligt at få folk nok til at spille 11 mod 11 til træning, men det var anderledes i dag. Faktisk er der nu så mange spillere i truppen, at der var to, der ikke kunne være med, da der blev spillet kamp på to mål. I første halvleg stod Joan og Casper Nielsen over, mens de byttede med Festersen og Rømer i 2. halvleg. Dem der ikke deltog, øvede afslutninger sammen med Bredal.

Ham der imponerede mest i 11 mod 11 var klart Greve. Han havde nogle rigtig gode aktioner, han var rolig på bolden, og han fik sat sine medspillere rigtig flot op. På et tidspunkt blev han sat på 10’er-positionen, og herfra havde han rigtig godt overblik over spillet. Det så rigtig spændende ud.

Julius Eskesen fik også vist sig godt frem. Flere gange var han inde og markere sig fysisk, og selvom han ikke er så stor, kan han altså godt byde de andre op til dans med sin fysik. Han kom dog i menneskehænder en enkelt gang i en duel med KEP, hvor han blev den lille. Han fik også scoret et flot mål på Grytebust, og han ligner klart en mand, der vil slås med om spilletiden i foråret.

Træningen sluttede af med nogle løb med Janus Blond, og alt i alt varede træningen vel ca. en time og et kvarter.

 

Du vil måske også kunne lide...