Tverskov: AGF var frustrerede

OB havde ikke nogle problemer med at redde livet i Superligaen i puljespillet, og de sluttede nummer et i deres pulje, og gik videre sammen med SønderjyskE.

Det betyder at fynboerne nu skal spille om at komme ud og spille europæisk fodbold, og først handler det om at slå AGF ud over to kampe.

Den første kamp blev spillet i weekenden, og selvom Jeppe Tverskov mener, der også har været noget på spil i puljekampene, så erkender han dog alligevel, at det var dejligt at spille en kamp, der betød noget.

– Det har vi jo gjort hele tiden, men der var lidt mere fokus på det og lidt flere tilskuere ikke mindst. Det er lidt specielt med de her opgør over to kampe, hvor man også går, og tænker lidt fremad. Vores resultat er ikke nødvendigvis forfærdeligt, når vi har en kamp mere. Det er lidt specielt, men det er sjovt.

Hvis man ser bort fra, at OB tabte kampen med 3-2, var det spillemæssigt en af holdets bedste kampe længe, og Tverskov mener da også, at det var en rigtig god præstation.

– Jeg synes, vi havde gode perioder. Vi kunne også godt mærke på dem, at de var frustrerede over vores spil. Der var rigtig meget, der fungerede for os i 1. halvleg i hvert fald, og det er så bare ærgerligt for os, at vi ikke får lukket kampen. Vi synes selv, at vi havde mulighederne for det, og de havde så store problemer, at vi burde have gjort det. Men det er desværre helt åbent til på søndag.

– For vores vedkommende er der også noget psykisk i, at vi føler, vi har haft så stort overtag. Én ting er, at vi selv oplevede det, men vi kunne også mærke på dem, at det var meget frustrerende for dem. De gik meget, og råbte af hinanden, og kunne ikke rigtig finde ind i deres pres eller deres eget spil, og det giver helt sikkert os noget.

Selvom vi tabte kampen, kan det komme til at betyde rigtig meget, at vi fik scoret de to udebanemål. Midtbanespilleren mener stadig, at det er et meget lige opgør.

– Her dagen efter er det måske lidt bedre for os, end det var i går. I pausen sad vi med følelsen af, at vi skulle have lukket den til 3-1, så der overhovedet ikke var noget at snakke om. Hvis man ser det helt neutralt, vil jeg nok vurdere, at det er 50/50.

– Det betyder meget med de udebanemål, det er der ingen tvivl om. Men der er nok heller ingen tvivl om, at AGF kommer til at stille sig lidt længere tilbage på banen, så det bliver måske lidt sværere for os at åbne dem op.

Det var Troels Kløve, der scorede begge vores mål. Især hans andet mål var helt fantastisk, og det var Tverskov da også imponeret over.

– Jeg ser det faktisk som en halvdårlig bold fra AK, som så ender med at blive god alligevel. Det var i hvert fald en alternativ bold, som var undervejs. Det er teknisk rigtig dygtigt af Kløve, han har ramt en god form. Han spiller godt i kampene, og han scorer mål. Hvis han kan blive ved med det, så tror jeg sgu, vi har gode chancer.

– Teknisk er det et af de sværeste mål, du kan lave. Det var ret vanvittigt, og vi var nok lidt i chok.

I løbet af kampen var AGF’s spillere meget efter Tverskov, som de flere gange lige var henne og sparke lidt til og lave en eftertackling på. Han erkender da også, at det var frustrerende, og det var især irriterende for ham, at dommeren ikke ville gøre noget ved det.

– Jeg ved ikke helt præcist, hvad deres gameplan var, men jeg synes, der var for mange gange, hvor jeg fik et rap over benet, når jeg havde spillet bolden væk. Problemet var lidt, at Mads Kristoffer-Kristoffersen, når han hev dem over, sagde til dem, at han ikke gad at give nogle unødvendige advarsler i kampen, så man kom ind med noget karantænefare, og det gjorde jo bare, at de blev ved med at lave frisparkene, og det gjorde, at jeg selv blev mere og mere frustreret. Det var frustrerende, og jeg håber, der kommer mere fokus på det i den næste kamp.

Midtbanespilleren erkender, at det på et tidspunkt var svært for ham at holde hovedet koldt, og at det lykkedes AGF at ødelægge OB’s spil med deres små svinestreger.

– Jo, og det var også det, der var problemet. Vi kunne jo mærke, det var deres måde at komme ind i kampen på at lave de her frispark. Vi havde så godt fat i dem, især centralt, hvor vi kunne spille gennem deres kæder, men så vinder de rigtig meget på at lave de her små frispark, og det ødelægger vores spil. Det er bare frustrerende, at det ikke gav nogle flere kort, så de kunne stoppe med det.

– Det var rigtig frustrerende, og jeg kom også op i det røde felt. Sådan er det, og man skal også kunne håndtere det. Det er heldigvis ikke værre, end at jeg glæder mig til at spille næste kamp.

For spillerne gælder det nu om at få skuffelsen ud af kroppen, og så tror Tverskov også på, at de kan vinde over AGF på hjemmebane.

– Jeg synes stadig, de er fine. Nu skal vi lige have ud af kroppen, at vi smed en føring væk, men jeg synes stadig, med de kvaliteter vi har på vores hold, at vi har gode muligheder for at skabe de chancer, der skal til mod et AGF-hold, der nok kommer til at stå lidt lavere på vores hjemmebane.

Du vil måske også kunne lide...