Tverskov: Glad for at det blev fire år

Jeppe Tverskov har været ramt af en skade, der har holdt ham ude i OB’s to seneste kampe mod Lyngby og Brøndby, og især i kampen mod Brøndby var det tydeligt at se, hvor stor en betydning han har for holdet.

I dagens kamp mod Esbjerg var forsvarsspilleren så med igen, og han var rigtig glad for at være tilbage på banen i 1-0 sejren over vestjyderne.

– Det var dejligt. Specielt at vi vinder, det var det vigtigste. Det var ikke lige kønt i dag, men vi fik de tre point. Det er ikke altid, det er lige kønt, men vinder man, så er det jo det vigtigste.

Tverskov var på banen i 75 minutter, inden han blev taget fra banen, og det var hele tiden planlagt, at han ikke skulle spille hele kampen.

– Ja, vi var lidt spændt på at se, hvordan det holdt, og som udgangspunkt snakkede vi 45-60 minutter, men det gik egentlig okay, så jeg fik lige lidt længere.

Kampen mod Esbjerg var den fjerde i sæsonen indtil videre, og det var den første, hvor der ikke gik mål ind på OB. Det var også vigtigt for holdet.

– Det er noget, vi har snakket om. Vi var gode til det i sidste sæson, hvor vi faktisk havde clean sheet en del kampe i streg. Vi var meget komfortable dernede, og det er klart, hvis man skal vinde, så er en stor del af det at holde nullet.

– Det viser vi også i dag i en kamp, hvor der maks. er 2-3 chancer i hele kampen. Det er så til vores fordel, at det er os, der er kyniske i feltet.

Det var lidt af en overraskelse, der blev meldt ud i går formiddags, da OB offentliggjorde, at de havde forlænget kontrakten med Tverskov, og han er selv rigtig glad for, at den nye aftale er på plads.

– Det er jeg glad for. Så behøver jeg heller ikke at stå og svare, hver gang i stiller spørgsmål om det. Jeg er rigtig glad for det.

I løbet af denne sommer har der været rygter om, at Brøndby var interesseret i at hente ham til klubben, og også at de havde afgivet et bud på ham. Det er dog overhovedet ikke noget, der har fyldt noget i hovedet på Tverskov.

– Nej, det har det ikke. Det fungerer heldigvis sådan, at før jeg kan snakke med nogen som helst, så skal OB først have snakket med dem og fundet frem til en løsning. Jeg har ikke rigtig haft noget at skulle tage stilling til. For mig har det været rimelig stille og roligt. Jeg har selvfølgelig læst og hørt nogle forskellige ting, men sådan er det i fodbold. Det vænner man sig til.

Tverskov har sat sin underskrift på en ny aftale, der gælder de kommende fire år, og han er selv rigtig godt tilfreds med kontraktlængden.

– Ja, det var det, vi kom frem til. Vi havde en meget god dialog, og jeg synes, OB er inde i en rigtig god udvikling. Der er ambitioner for OB, og det synes jeg også, er tiltalende. Jeg er glad for, at det blev fire år, og det håber jeg også, OB er.

Det er ikke længe siden, at Jens Jakob Thomasen skrev under på en ny tre-årig kontrakt, og her meldte Jesper Hansen ud, at planen er, at han skal sælges, inden kontrakten udløber. Tverskov vil ikke kommentere på, om det også er planen for ham.

– Det kan jeg ikke snakke så meget om. Det er selvfølgelig mellem de to parter, så det kan jeg ikke sige noget om.

Du vil måske også kunne lide...