– Vil være med i potten til kvartfinalen

OB’s træner, Jakob Michelsen, vil meget gerne være med blandt de otte sidste hold i pokalturneringen.

I oktober spillede OB tre kampe i Superligaen, og de hverken vandt, eller tabte, da alle tre kampe, mod AGF, Brøndby og SønderjyskE, sluttede uafgjort.

Derfor skulle OB forsøge at hente den første sejr i fire Superligakampe i fredags, da Hobro kom på besøg, og det lykkedes da også for fynboerne.

OB vandt kampen med 1-0, og Jakob Michelsen mener, det var en kamp, hvor hjemmeholdet var meget dominerende.

– Jeg ser en kamp, som vi kommer rigtig godt ud til, og dominerer stort set fra start til slut. Ekstra meget den første halve time, hvor vi allerede kunne have lukket kampen. Vi fik op til flere gode muligheder undervejs, og det var en rigtig god indsats, hvor jeg tror, at hvis vi laver mål nummer to på et eller andet tidspunkt, så kan vi faktisk lave flere. Derfor blev det, jeg vil ikke sige nervøst, men når man kun fører med én, så giver man jo muligheden for, at de andre kan komme tilbage. Men det var en fuld fortjent sejr, en stor 1-0 sejr.

Det var en scoring fra Janus Drachmann allerede efter ni minutter, der sikrede de tre point, og det var vigtigt at komme foran så tidligt.

– I en tæt liga hvor holdene ligger, og slår hinanden, så er det rigtig væsentligt at komme foran. Alt historik har vist, at det er et rigtig godt udgangspunkt, især i en tæt liga som Superligaen. Det var dejligt, og i øvrigt også fuldt fortjent, for vi nåede da at have tilløb til nogle chancer, inden vi fik scoret.

Blev det lidt en sovepude, at vi var foran 1-0?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke, det gjorde. Jeg synes, vi jagter 2-0 scoringen, og hvis man ser på, hvornår vores målchancer falder, så har vi egentlig kontinuerligt med chancer kampen igennem, så det synes jeg bestemt ikke, det var. Vi mødte en modstander, der stod langt nede, og forsvarede, selvom de var bagud, og så er det også nogle gange et spørgsmål om, hvor meget man skal satse selv.

Vi formåede at spille os frem til en del chancer i løbet af kampen, og kunne sagtens have scoret flere mål, men det lykkedes os dog ikke at få lukket kampen.

– Når vi vinder, er det ikke ligegyldigt, men ærgrelsen er selvfølgelig mindre. Havde de nu scoret til sidst, havde man jo ærgret sig helt vildt, men i og med at de ikke gjorde det, så fokuserer jeg på, at vi vandt en fodboldkamp, og spillede til nul.

Hvor meget luner de tre point efter tre uafgjorte i træk i Superligaen?

– Det siger sig selv. Sejre i en tæt liga det rykker selvfølgelig. Uafgjorte kampe er fint nok, men det rykker ikke så meget i tabellen, især hvis de ikke bliver fulgt op af en sejr. Lige pludselig bliver det point, man fik i runden før OK, når man så får tre point efterfølgende. Det handler om, i en meget tæt liga, at vi kontinuerligt tager point.

Umiddelbart kunne det se ud til, at det generelt var en god runde for OB, hvis man kigger på, hvem der vandt, og hvem der tabte, i de andre kampe, men Michelsen vil kun fokusere på hans eget hold.

– Det er svært at sige, om det er de rigtige hold, når der er så mange hold involveret i det nu her. Så kan det godt være, at vi står i marts, når tingene skal gøres op, at man så kunne ønske sig nogle andre resultater. I bund og grund handler det om, at vi skal fokusere på os selv. Der er løbet en del vand igennem åen, siden vi spillede i fredags, og vi skal allerede spille igen i morgen. Det bliver en helt anden opgave. Det er på udebane, og det er en ny turnering. Det bliver tæt.

– Hobro har vundet deres to seneste hjemmekampe, mod FC Nordsjælland og Vejle, og vi har også revanche til gode deroppe i forhold til sidst, og i og med at det er en anden turnering, så bliver det helt anderledes. Jeg forventer et tæt opgør mod er hårdt kæmpende Hobro-hold. De har selv været ude og sige, at de ikke var tilfredse med deres start på kampen, så jeg forventer et top tændt Hobro-mandskab, der kommer ud fra starten af, og den fysik og den power skal vi modstå.

Kommer vi til at rotere på holdet til kampen oppe i Hobro?

– Vi kommer til at stille stærkest mulige hold, og vi går efter sejren. Det kunne være rigtig sjovt at være en del af pokallodtrækningen, når man går ind i det nye år. Det er noget tid siden, OB har haft det for vane, så vi vil gerne være en del af potten, når der skal trækkes lod til kvartfinalerne.

Du vil måske også kunne lide...