Grubbe har haft god tur med U21-landsholdet, og er klar til kamp mod FC Midtjylland

OB havde oprindeligt to spillere med på U21-landsholdet, da Gustav Grubbe og Aske Adelgaard var udtaget fra start, men senere blev en tredje OB’er, Jakob Breum, også udtaget til truppen.

Gustav Grubbe var glad for at være med på turen med U21-landsholdet, men han lægger ikke skjul på, at han havde håbet på lidt mere spilletid.

– Det var fint. Det var fedt. Vi var i Tyrkiet, hvor der var gode baner og godt vejr. Det var en fed tur generelt, men jeg havde også håbet på lidt mere spilletid, end jeg fik. Jeg fik 30 minutter. Men nogle gange må man tage det, man kan få, og jeg var også glad for at få de 30 minutter.

– Jeg er selvfølgelig stolt og glad for at være med, og at jeg overhovedet kom ind, men derfor skal man selvfølgelig altid stræbe efter en startplads, og det gør jeg da også, men sådan er det nogle gange.

I tirsdags blev han skiftet ind i kampen, der blev spillet på hans egen hjemmebane, Odense Stadion, og det var da også en god oplevelse for ham.

– Ja, præcis. Der var god stemning. Der var en masse unger derude, som gav den god gas. Det var en dejlig oplevelse.

Betyder det noget mere at spille sådan en kamp på Odense Stadion?

– Det er måske ikke så meget, fordi det er på Odense Stadion, det er mere de folk, der kommer, og kigger, som er vant til at komme der. At man så dem derude, det var meget fedt, synes jeg.

Banen på Odense Stadion har fået en del kritik her i foråret, og nu bliver der så spillet to kampe på ganske få dage, når den også lægger græs til Superligakampen mellem OB og FC Midtjylland fredag aften.

– Jeg ved ikke, hvordan den ser ud dagen efter. Det er klart, den ikke bliver bedre af, at vi ikke skal spille på den nogle dage før, så den har jo nok taget lidt skade, men jeg håber da på, at vi kan spille på den.

– Det er ikke fordi, den var top klasse i forvejen, men jeg er rimeligt sikker på, at vi kommer til at kunne spille på den ligesom i sidste kamp, for jeg synes, den var bedre nu her med landsholdet, end den var i vores sidste Superligakamp på hjemmebane, så det er da fremskridt i det mindste.

Efter han er kommet tilbage fra turen med landsholdet, har Grubbe kun haft to træninger med holdet forud for kampen mod FC Midtjylland, men det behøver ikke betyde noget.

– I den optimale verden vil man selvfølgelig gerne have lidt mere tid med holdet inden kamp, men det er også noget, jeg har prøvet før med de tidligere landshold. Det skal man lære som fodboldspiller, at hvis man er med der, så vil der komme sådan nogle situationer, så det er man nødt til bare at have med.

– Det handler mere om forberedelsen til kamp, at man ikke har så meget tid der, men hvis man kender sine medspillere godt nok, er det ikke noget problem med relationerne på holdet.

Hvad bliver det for en kamp mod FC Midtjylland?

– Jeg tror, det bliver en fysisk kamp med mange dueller, og det her med at det gælder om at få overtaget fra start af. Det er det, vi skal komme ud at prøve, og så har vi haft meget fokus på de ting, som vi skal med bolden.

– Vi kender FC Midtjylland rigtig godt fra vores andre kampe mod dem, så vi skal bare gå ind og se, om vi kan spille, men ellers bliver det en rimelig intens kamp, tror jeg.

Har i snakket om, hvad det kan få af betydning, at de har fået ny træner?

– Ja, det har vi da lidt. Det er klart, det er en ny træner, og han vil måske nogle lidt andre ting, men jeg tror også godt, at Alm kender lidt til, hvad han vil deroppe nu, og måske har han en ide om, hvordan de kommer til at spille, uden selvfølgelig at være sikker på noget. Men det forbereder man sig selvfølgelig også på.

One Reply to “Grubbe har haft god tur med U21-landsholdet, og er klar til kamp mod FC Midtjylland”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *